Ambrosius written by Chris K.F. Molbech

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7

AMBROSIUS.

SKUESPIL I FIRE AKTER

AF

CHR. K. F. MOLBECH.

NIENDE OPLAG.

KJOBENHAVN.

1893

#PERSONERNE.#

#Baronen.#

#Abigael#, hans Datter.

#Bodil#, hendes Kammerpige.

#Geheimeraadinden#.

#Junker Claus#, hendes Son.

#Ambrosius Stub#, Student.

#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien.

#Jorgen#, Kammertjener.

#Magister Soren#, Sognepraest.

#Peder Rasmussen#, Degn.

#Niels Bruus#, Ridefoged.

#v. Reinsberg#, Captain.

#Gjaester#.

Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#.

FORSTE AKT.

* * * * *

#Have, med Traeer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et
gammelt Egetrae med en Baenk foran. I Baggrunden et lavt Gjaerde, over
hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne.
Hiinsides Gjaerdet lober en Vei, som forer langsmed Haven op til
Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.#

* * * * *

FORSTE SCENE.

#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Hoire).#

_Abigael._ Det er ikke Umagen vaerd at gaae laenger, Bodil! Herfra kan vi
see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen
braender staerkt, omendskjondt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig
Regn inden Aften.

_Bodil._ Troer Frokenen det?

_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed
ikke hvad.

_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Faestemand hid
i Formiddag.

_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfaegte mig stort, enten Hr.
Kammerjunkeren kommer eller gaaer.

_Bodil._ Men Froken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med
Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Host, naar
Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjobenhavn?

_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
saa noie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
er saa laenge siden.

_Bodil_. Saa laenge siden?

_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klaedt i Loiert og Hue og laa paa
min salig Moders Skjod, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning forste
Gang. Jeg blev jo dobt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump
Aar siden.

_Bodil_. Det er vel Frokenens Spog? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
Vuggen, men siden har I jo....

_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.

_Bodil_. Uden at sporge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da
bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?

_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hort paa
ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget klogtig; men
han rider godt og danser udmaerket.

_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?

_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
jeg nu min Bosse, saa var Morten vaek! Saa, nu slap han ind bag en
Groftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du
og din Student engang kommer sammen i et lidet Praeste-eller Degnekald,
hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjaerligheden til Hjaelp, for at
bode paa den magre Indkomst; men er man adelig fodt og har Midler nok,
saa gives der bedre Tidkort end at naebbes og kurre. Naa, see nu ikke saa
ulykkelig ud--det bliver nok et Praestekald.

_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjor mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
Foraeldres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Faestemand Hans
Lauritsen taenker som jeg og vil vaere tilfreds, blot Vorherre under os
det daglige Brod. Men det gjor mig ondt, at Frokenen taler saa
ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den hoieste Lykke. Thi det
veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte
mig min Kjaerlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.

_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjaelder for dig og
dine Lige, gjaelder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ornen sidder
paa hoien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjaerligheden hore. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jorgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjor? Jeg har endnu ikke givet
mit Lofte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
selv vaelge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal haenges!... Nu
maae de vel forresten snart vaere her. Naar min Fader er med, gaaer det
rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer Oje paa Vognen.

_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Hoire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjael paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.

_Abigael_ #(som har sat sig paa Baenken).# En Bonde?

_Bodil_ #(skygger med Haanden for Oinene).# Nei, skjonner jeg ret, er
han kjobstadklaedt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og baerer Hatten paa en Kjaep.

_Abigael_. Kommer han her forbi?

_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har faestet!

_Abigael_. Paa din Anbefaling.

_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjaerestes, for selv er jeg ikke
kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
fulgtes ad til Akademiet i Kjobenhavn.... Hor, kan I hore ham synge?
#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer naermere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjon Rost, og Viser
kan han ogsaa digte.

_Abigael_. Ei, ei! det maa jo vaere en sjelden Fugl af en Skriver.

_Bodil_. Der er han!

#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjaerdet. Han baerer Hatten og en
lille Vadsaek paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Oie paa
Bodil.)#

ANDEN SCENE.

_De Forrige. Ambrosius_.

_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg taenke. Forer denne Vei ret op til Gaarden?

_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
fornemme Gjaester. For Tyendet og Hovbonderne gaaer Veien om ad
Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at folge, naar de har
AErind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Hoire.

_Ambrosius_. Horer I kanskee til Tyendet?

_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Froken.

_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjaerlig Hilsen
til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi
lidt, nu kommer jeg over til Jer.

_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjont gaae
tilbage, om ad Ladegaarden.

_Ambrosius_. Skam, der gjor! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer,
kan jeg vel og traede, omendskjondt mine Fodder er storre end Jeres. Vi
er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjaerdet.)# Saa, her
har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen
hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra
Jer Faestemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen
staaer for Doren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og
kommer hid paa Veien. Det skal blive Loier! Vi har ikke seet hinanden i
tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal,
den aerlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme!
#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tomt! Jeg fik den i Kroen,
hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den
igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er
Baronens Have. Der er ellers nok saa kjont udenfor, synes mig; der har
man en friere Udsigt.

_Abigael_. Saa skulde I vaere bleven derude.

_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!

_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
naadige Froken.

_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frokenen!

_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder
ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besvaerede mig
derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Losgaenger.

_Ambrosius_ #(stolt)# En Losgaenger! #(godmodig).# Naa ja, det er
jeg vel i Grunden og, det kan Frokenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
prove paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
Doren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre lose Fugle
gjor hver Dag, baade Skader og Staere og Finker og hvad de allesammen
hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.

_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?

_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg synger med mit Naeb, ligesom de
andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!

_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skraepper for naesviist, saa skyder man dem.

_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Traeet
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?

_Abigael_. Jeg taenker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?

_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjobenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
laest med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.

_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?

_Ambrosius_. Ak, naadige Froken! det var saadan en Skjaebne. Jeg har havt
smaa Kaar fra Barndommen af og har vaeret vant til at hjaelpe mig med
Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om for. Nogle
Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjobenhavn. Siden laeste jeg en
Stund for Kosten med en ung Person, som var Son af en Viintapper, jeg
kjendte. Men han skulde til Tydskland i Laere, og saa blev der slaaet
Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig vaeret; jeg boede
paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
Ja, Eders Kjaerest, Jomfru Bodil, har vaeret mig en trofast Ven. Han havde
saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Praeken oven i
Kjobet, maa I troe.

_Bodil_. En Praeken?

_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bogerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkeaerind til Hojre og Venstre.

_Abigael_. Ja, har I vaeret saa vidtloftig i Alt, som I er i Eders Tale,
saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.

_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Froken! nu kommer det. Ret som jeg
var bedst i Gang med at laese og havde faaet udbetalt en liden Arv, som
var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Rog.

_Abigael_. Hvad gik op i Rog?

_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Boger, min Smule Klaeder, min
Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i
den store Ildebrand, som overgik Kjobenhavn for tre Aar siden. Jeg var
gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, horte jeg Klokkerne
kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var
ikke Andet for mig at gjore, end at reise over til mit Hjemsted her i
Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige
Froken, og jeg takker Gud for det ikke gik vaerre.

_Abigael_. Saa maa I vaere noisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?

_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo vaere
omkommen i det braendende Huus eller have mistet sin Forlighed for
bestandig.

_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan noies med Lidt, siden
der ikke er beskaaret Jer Mere.

_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte
min Fod og drage min Aande? At jeg kan fole Solen varme mig og Vinden
kole min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften taender sine Stjerner
for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan laegge
mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til
min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa vaere rig,
naar I kan kalde alt det Lidt!

_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan vaere Lidt for en
Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I praeker godt. Men
I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.

_Ambrosius_. Jeg tager Frokenen paa Ordet og siger Tak som byder.

_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel
og giftes og saette Bo, kan jeg taenke. I kan jo ved Leilighed lade mig
hore, hvordan Eders Rost klinger. Hvad var det for en Vise, I sang for,
da I kom gaaende?

_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Forst skulde jeg da
have mig en Faestemo, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Froken,
for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjaerlighed, troer jeg. Eller
ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som
for alt Andet! Men Kjaerlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa
bar Mark, end at vaere bunden til en Tornebusk.

_Bodil_. Der kan Frokenen hore; der er Andre, der taenker om Elskov og
Giftermaal ligesom jeg.

_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
derefter.

_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Froken! Fornemme Folk har saa meget
Andet at taenke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske
sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.

_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.

_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig
ikke i Hu....

_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I for kom gaaende?

_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med
det samme. Jeg skulde naesten troe, det var Tilfaeldet for, for jeg
mindes, der floi en Laerke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
Engen, og saa taenkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig
hoiere og hoiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke
hvad; men muntert har det vaeret, for det var Laerken, jeg sang omkap
med.--Men lyster Frokenen at hore en anden Vise, saa staaer jeg til
Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
andet paa Ryggen.

_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjonner jeg med det
samme, om I kan gjore Fyldest i en Kirke.

_Ambrosius_. Det taenker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
om det behoves--men det Instrument forer jeg ikke med mig. Ja, saa skal
det vel sagtens vaere en Psalme?

_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men
ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.

_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Froken! saa det kan vi lettelig enes om.
Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
Hjertes Glaede, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
gronnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, praeluderer et Oieblik og
synger derpaa, til en munter Melodi, folgende Strofer:)#

"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den morke Sky
Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal mode dem, som vil gaa ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
og leer."

"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
Her flyver en
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
Saa smaa."

"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens gronne Oienbryn!
Den hoie Top
Skal klaedes op,
Og Vaaren pynter Bogen ud
Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvaeg og Korn;
Et Hundebjael, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hor blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
Derpaa."

"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den So dog er i Lave sat...."

#(Sangen afbrydes af den folgende Replik.)#

TREDIE SCENE.

_De Forrige. Baronen._

_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Hoire, klaedt i Reisedragt. _Ambrosius_
og Bodil traekke sig under den forste Replik noget tilbage).#

Hvad Djaevlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfaerdig, du
holder Concert og Assemblee her i Haven, i Stedet for at tage imod de
Gjaester, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjorende med
Geheimeraadinden og hendes Son op for Hovedtrappen, og saa er der ingen
Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!

_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og
velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke storre, end at den kan
rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned
for at see ud efter Vognen.

_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier
dog ellers at have Oine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.

_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med,
taenker jeg.

_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke laenger god nok?

_Abigael_. Ikke laengere? I veed jo ei, om han nogen Tid har vaeret det.
Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo haende, han
har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var
ifjor, saa....

_Baronen_. Hvad saa?

_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro vaere bedre.

_Baronen_. Hor, Abigael, gjor mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din
salig Moders Dod har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal
det, Vorherredod, have en Ende! Du er faestet til Junker Claus fra du var
Barn, I har vaeret sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen
hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjore en anden Vej? Nei,
saa gid...!

_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har
sin Tid, maa du taenke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands.
Forst skal Toiet kjobes til min Brudeklaedning, og saa skal det skaeres og
syes og....

_Baronen_. Spraettes op og syes om og forkortes og forlaenges ... aa, jeg
gider ikke hore paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte
Klaeder efter Reisen. Naar hun er faerdig, maa du selv gjore din
Forsommelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender
sig, faaer han Oje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad
er han for en Landstryger, og hvad har han at gjore her i Haven?

_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den
Skriver, som....

_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er
ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og
Visekraemmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der
faaer han at vide, hvad han har at gjore. Han faaer sit Kammers for sig
selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter
han paa?

_Ambrosius_. Paa at hore, hvad den naadige Froken behager at sige om min
Rost.

_Baronen_. Hvad for noget?

_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og
spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.

#(_Jorgen Tjener_ kommer ind.)#

FJERDE SCENE.

_De Forrige. Jorgen_.

_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg sporge? #(til
Jorgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!

_Abigael_. Der har jo tidt vaeret Tale om, at Degnen skulde saettes paa
Aftaegt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
jeg horte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa taenkte
jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjaelp og siden lose
ham af, naar det gjordes fornodent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
jeg kunde hore, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov
baade for hans Rost og Faerdighed.

_Baronen_. Saamaend, det var ikke saa ilda betaenkt. Blind Hone finder
ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da vaere Degn om Sondagen og Skriverkarl
om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smaekke. Ja, ja, nu faaer
vi see, hvordan han skikker sig.

_Jorgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at
blive Degnens Eftermand i Kaldet?

_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er
mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.

_Jorgen_. Men naadige Herre, betaenk at....

_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Ojeblik over i
Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sorg nu for, at
Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
skulde vaere noget pikeret, #(til Jorgen.)# Hvad var det saa for et
AErind, han havde til mig?

_Jorgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjaele Kvas i
Folehaven. Ridefogden sporger, om han skal paa Traehesten, eller om
Herren vil have ham paa Vand og Brod i Hullet.

_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Traehesten, siden det ikke var Andet end
Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan folge med og lade Jorgen vise ham
Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Traehesten
staaer, saa kan han laere at ride med det samme.

#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jorgen_ til
Hojre.)#

_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig
over, men det varer ikke laenge. Det var naer gaaet ud over Skriveren, om
jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
Person ... hvad var det, han hed?

_Bodil_. Ambrosius Stub.

_Abigael_. Han er en kjon Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at vaere,
For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at traede paa dem,
bare for deres Underdanigheds Skyld.

_Bodil_. Da synes mig ellers, Frokenen talte ham haardt nok til, isaer i
Begyndelsen.

_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel
lobet af ham igjen, siden han ikke lod sig maerke med Noget.

_Bodil_. Siig ikke det, Froken! Det er ei alle Tanker, som komme til
Tinge, veed I.

_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen,
saa er den Sorg slukt.

_Bodil_. Det kunde dog vaere, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte
under luvslidt Kjortel, og....

_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
vaere stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en
fattig Student, naar det lyster mig.

_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Froken! Og hvad Hjertet
angaaer, saa taenker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar
alene, men kan vaere ligesaa aerekjaert hos en ringe Tjener som hos en
fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem
Fattige og Rige.

_Abigael_. Hor, Bodil, jeg synes, du begynder at praeke mig noget meget
paa den senere Tid. Det er nok Praestekonen, som stikker dig i Kroppen
allerede. Det kan vaere priseligt nok, at du tager din Stand og dine
Kjendinge i Forsvar; men skal Maendene vaere Text, er det bedre, du horer
til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere
bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hort Mage! En Skriverkarl skulde
vaere for stiv, til at jeg kunde boie ham under min Villie? Paa sine bare
Knae skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
Troer du det ikke? Det kunde naesten lyste mig at prove det Spil, om det
ikke var at nedlade mig for meget.

Pages:
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7